Dobbelt jubilæum i Bording
Selvom tiderne har ændret sig, og medarbejdere i langt højere grad skifter arbejdsplads end tidligere, er det stadig muligt at finde medarbejdere med 25 års jubilæum i samme virksomhed. Tina Baltzer og Henrik Hansen på blot 44 år er eksempler herpå. Den grafiske branche er krøbet ind under huden på de to Key Account Managers hos Bording. De er netop blevet fejret på behørig vis.

Tina og Henrik startede deres arbejdsliv i en tidlig alder. Som 19-årig fik Tina arbejde som piccoline hos Purup Grafiske hus i Viby, som senere fusionerede med Bording. Tina fik smag for den udadvendte rolle og kom hurtigt over i salget, hvor hun blev oplært. Henrik var allerede uddannet købmand hos Løvbjerg – Kommis som det hed for 25 år siden – inden han startede i ”Fremmed køb”. Dengang var Bording en grafisk virksomhed med eget produktionsapparat. ”Fremmed køb” var den afdeling, der købte hos andre producenter. Situationen er en hel anden i dag.
Landevejene kørt tynde
Henrik og Tina har de sidste 20 år kørt de danske landeveje tynde som eksterne sælgere for Bording. Den teknologiske forandring og udvikling har naturligvis ændret salgsarbejdet meget, men der er også sket en ændring i sælgerens rolle fra sælger til rådgiver.
Rådgiver og coach
”For 25 år siden brugte alle de samme produkter, og man stillede ikke spørgsmål til, om kunden havde brug for produktet. Det blev bare solgt. Nu er situationen en anden. I dag går min opgave ud på at lytte og rådgive. Jeg er nødt til at sætte mig ind i kundens behov og foreslå den rigtige løsning. Hvis jeg sælger kunden noget, de ikke har brug for, ser jeg dem ikke igen.”, siger Tina.
Henrik supplerer: ”Nu skal jeg agere som en slags coach – en håndboldtræner. Jeg skal sætte det rigtige hold af interne folk og de rigtige leverandører for at løse kundens individuelle behov for løsninger. Det er en stor udfordring, og man bliver hel høj, når det hele går op.”
Slut med de endeløse baner
Produkterne har også ændret sig. For 25 år siden var de selv eksperter i Bordings produktkatalog af formularer, blanketter og endeløse baner. I dag er produkterne avancerede SmartMails, it-løsninger som Web2Publishing og pakkeløsninger med forskellige produkter. Tina og Henrik er ikke længere eksperter, men har eksperterne i ryggen. De skal sætte de rigtige hold af leverandører til at løse kundens opgave, som ofte er en god blanding af it-løsninger og grafiske produkter.
Udvikling og udfordring gennem 25 år
At arbejdsforholdet har varet i 25 år, er der mange årsager til, men for Henrik handler det om, at han har fået udfordringer og udvikling gennem alle 25 år. Han formulerer det således: ”Folk taler tit om, at man bliver nødt til at skifte job for at udvikle sig og få nye udfordringer. Der er og har været mange udfordringer her, og jeg tager alle udfordringer med kyshånd. Det er aldrig kedeligt at gå på arbejde”
Fejret på behørig vis
Henrik Hansen og Tina Baltzer fejrede deres 25 års jubilæum med deres kolleger i Bording nye lokaler på Bredskifte Allé 11 i Aarhus V.
